Skal jeg ringe til virksomheden i dag og høre mere om job, muligheder og perspektiver og ikke mindst for at præsentere mig selv? Nej, jeg tror jeg venter til i morgen. Man skulle jo nødig blive afbrudt i diverse småsager, som er knap så vigtige i jagten på jobbet. Dagen efter stiller man sig selv det samme spørgsmål. Denne gang er der bare ingen dårlige undskyldninger. Man vælger helt at droppe det. Denne problemstilling kender jeg alt for godt.
Men jeg tror helt oprigtigt på, at det gavner at gribe knoglen og foretage opkaldet, selvom man i første omgang er utryg ved situationen og forsøger at bilde sig selv ind, at vedkommende i den anden ende slet ikke gider én og, at det hele bare er dumt.
Når man først hører, at opkaldet går igennem kan sveden godt mærkes i håndfladen og benene kan virke en smule tunge, men lige i det man skal til at lægge røret på, lyder en stemme i den anden ende. Man præsenterer sig selv, og tror man lyder dum, selvom man lyder helt normal, og med ét er samtalen i gang. Det er lidt ligesom de første 30 sekunder ved eksamen, når man ikke tør snakke med en pige, men man vælger at gøre det alligevel. Eller som at række fingeren op i timen – man er nervøs, men ved også, at man snart er i den såkaldte comfort-zone.
Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser. Samtaler, hvor der åbent diskuteres og argumenteres, og hvor der har været både god kemi og karma. Jeg har også prøvet det modsatte, hvilket jeg heller ikke ville være foruden, da både telefonisk medgang og modgang har hjulpet mig videre i respektive processer.
Så glem undskyldningerne, hank op i det velklædte tøj og tryk nummeret. I sidste ende bliver virksomheden jo også smigret over interessen. De er jo også bare mennesker.
VH Moritz
Filed under: Telefonopkald
