Overkvalificeret eller overerfaren?


I mit seneste indlæg var jeg inde på, hvad du som ansøger kan gøre for at undgå at blive stemplet som overkvalificeret.

Den vej vil jeg gerne gå lidt længere ned ad her, for som kommentarerne tyder på, kan det være en svær disciplin at undersælge sig selv, samtidig med at man gør sig attraktiv. Anders påpeger endda meget forståeligt, at jeg i mit indlæg argumenterer for, at man skal være forsigtig med at føre sig frem, mens jeg i min profilbeskrivelse på bloggen siger ”Du skal blære dig”. 

Som flere påpeger, kan man i virkeligheden nok slet ikke tale om, at være overkvalificeret, for hvordan kan man overhovedet være det? Til gengæld tror jeg, at man kan være overerfaren, og det er en udfordring, man kan lære at håndtere. 

Det er sjældent kvalifikationerne, man falder på, men ens tidligere erfaring.

Min pointe med at underspille lidt, samtidig med at man blærer sig, er at man skal fremhæve lige præcis de ting, arbejdsgiveren er interesseret i at vide noget om, og ikke al den erfaring, der muligvis kan skræmme en arbejdsgiver.

Det kan være nødvendigt at fremhæve dine kompetencer, men nedtone din erfaring. Hvis du virker for erfaren og professionel, bliver du nemt stemplet som overkvalificeret. 

Halina spørger, om det mon ”ville være en god ide at være helt åben omkring det allerede i ansøgningen”. Jeg tror det. I hvert fald i nogle tilfælde kan det være en god ide, at nævne det i ansøgningen for at tage luften ud af spørgsmålet. Men husk stadig at fokusere på, at jobbet er interessant og udfordrende, og ikke mindst at nævne hvorfor. 

Her er mine fem bedste tips til, hvordan du håndterer udfordringen: 

  • Fokuser på kompetencer og ikke på titler
    Brug arbejdsgiverens egne ord, f.eks. fra jobopslaget. Du skal vise, at dine kompetencer matcher jobbet, mens du underspiller den erfaring, der ikke har relevans
  • Alt med måde
    Du skal vise, at du er den perfekte kandidat til jobbet, men du skal gøre det uden at virke overvældende. Hvis du fokuserer for meget på din erfaring, eller virker for overlegen, kan du virke intimiderende på en måske yngre og mindre erfaren arbejdsgiver
  • Vis, at din viden er opdateret
    Nævn eksempler på, hvor du har arbejdet med den seneste teknologi eller været på kursus i moderne teknikker
  • Hvad er fordelene ved at ansætte dig?
    Kom med konkrete eksempler på, hvor arbejdsgiveren får gevinst ved at ansætte dig. Hvad er det for nogle konkrete resultater, du kan bidrage med. Gør det både fremadrettet og målrettet
  • Tag luften ud af lønspørgsmålet
    Hvis du har en fornemmelse af, at arbejdsgiveren er bange for, at du i længden ikke vil være tilfreds med en lavere løn, end du er vant til, kan du adressere spørgsmålet selv. Du skal gøre det helt klart, at du er fleksibel, og at din tidligere løn ingen rolle spiller. Arbejdsgiveren skal være overbevist om, at du er helt afklaret om lønniveauet.

Jeg er nødt til også at nævne, at jeg i nogle tilfælde godt kan forstå, at arbejdsgiverne tænker, som de gør. Jeg er enig med Otto, der i en kommentar på iak.dk skriver, at erfaring og kvalifikationer ofte tolkes som et udtryk for ambitioner. ”Derfor er det naturligt, at arbejdsgiveren forsøger at sikre sig, at job og ambitioner passer sammen. Derfor vælger arbejdsgivere ofte at fravælge overkvalificerede. Det er surt for de, det går udover, men meget naturligt, at det sker.”

I øvrigt skal du vide, at det ikke har noget med dig og dine kvalifikationer som sådan at gøre, hvis du får prædikatet overkvalificeret. Det handler nok mere om, at du kan så meget, at virksomheden slet ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre af dig. Du passer så mange steder, at du er svær at matche med én enkelt stilling.

Venlig hilsen
Morten Esmann

Maritimt Selskab


Igennem de sidste 22 år har jeg været medlem af IDAs fagtekniske netværk og har siden 2010 været formand for Maritimt Selskab.

Maritimt Selskab er et netværk for alle med interesse for det maritime område. Vores medlemmer kommer fra forskellige ingeniørretninger og netværket bærer derfor også præg af, at vi er en branche, der er under forandring, og som er meget internationalt orienteret.

Vi holder os for det meste til emner indenfor de skibs- og havtekniske områder, der også omfatter teknologi og ledelse i tilknytning til konstruktion, produktion og drift af skibe og andre maritime anlæg.

Som medlem af Maritimt Selskab skal du gerne engagere dig og deltage i de løbende møder og arrangementer. I løbet af året afholder vi både gå-hjem-møder og en til to internationale konferencer. Senest har vi besøgt verdens største private rederi A.P. Møller Mærsk og i løbet af foråret afholder vi blandt andet arrangementer om værfter i Danmark, grøn teknologi m.m.

Nogle af de emner, som vil optage os i fremtiden vil komme til at omhandle rederivirksomhed, drift af skibe, energioptimering, miljøvenlige løsninger m.v.

Ambitiøse vækstplaner for den danske handelsflåde
Den danske handelsflåde er vokset betydeligt igennem det seneste årti og flere af landets største virksomheder indenfor det maritime område har ambitiøse vækstplaner. Mange af rederierne og leverandørerne opererer globalt ofte med et særligt fokus på Fjernøsten.

Har man mod på at arbejde inden for et område, hvor man i Danmark har stolte traditioner, og hvor vi fortsat klarer os godt og har meget at byde på, da er Det blå Danmark bestemt attraktivt.

Venlig hilsen
Valdemar Ehlers

 

Levnedsmiddelselskabet


I Levnedsmiddelselskabet fokuserer vi særligt på udviklingen indenfor levnedsmiddelteknologi, levnedsmiddelkontrol og – lovgivning. Målet med netværket er at holde vores medlemmer fagligt opdateret gennem de mange arrangementer, vi afholder og ikke mindst at fremme netværksdannelsen blandt vores medlemmer.

Gennem de sidste 15 år har jeg selv flittigt benyttet mig af IDAs fagtekniske netværk og er nu formand for Levnedsmiddelselskabet (LEVS). Jeg er derudover også medlem af Selskabet for Sundhed, Velfærd og Teknologi (SVT), som er et godt supplement.

I LEVS afholder vi ca. 20 arrangementer årligt og vores ambition er, at vi vil være det foretrukne faglige netværk for alle i levnedsmiddelsektoren, og vi ser det som vores fornemste opgaver at sørge for, at vores viden bliver mere kendt blandt alle med interesse for fødevarebranchen.

De tre seneste arrangementer, vi har afholdt, er et aftenmøde om sensorisk identitet for dansk vin og ost, og et om sygelig sundhed, og vi har også afholdt en konference om måltidet og innovation. De næste tre arrangementer vi afholder, er;

  • 12. april – gå-hjem-møde: Innovation og viden om pre- og probiotika
  • 19. april – eftermiddagsmøde: Nødder og havtorn
  • 3. maj – aftenmøde: Udbrudssporing

Kigger vi lidt længere ud i fremtiden, vil emner som bæredygtig produktion, optimal udnyttelse af råvarer og ikke mindst sundhed være emner, der helt sikkert vil komme på vores dagsorden, og som vi kan få spændende debatter omkring.

Du kan sagtens nå at komme med til de næste arrangementer – læs mere om alle vores aktiviteter, og hvordan du bliver medlem her.

Venlig hilsen
Dorthe Kjær Pedersen
Projektchef, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet

IDA Selvstændigforum


I IDA Selvstændigforum arbejder vi for at udbrede budskabet om, at det er attraktivt at vælge en karriere som iværksætter. Området for selvstændige er muligvis det af IDAs ”fagområder” med størst vækstpotentiale – både for IDA og for resten af det danske samfund. Vores medlemsundersøgelser viser, at omkring 20 % af IDAs ingeniører går rundt med en selvstændig i maven – og dette potentiale vil vi gerne hjælpe på vej.

Jeg selv har været medlem af IDAs fagtekniske netværk gennem 28 år, og er nu formand for IDA Selvstændigforum. Til daglig driver jeg selv selvstændig virksomhed. Virksomheden blev etableret i 1987 på hobbybasis, og siden 1995 har det været min levevej 100 %.  Det har givet mig en mængde erfaring, som jeg brænder for at give videre.

Udover Selvstændigforum er jeg også medlem af IDA Lederforum, Selskabet for Teknologianalyse og Vurdering (STAV), Selskabet for Syns- & Skønsmænd (SSS) samt Brandteknisk Selskab – i min optik er det godt at være med i en masse netværk – især som selvstændig.

Går du med en iværksætter i maven?
Overordnet arbejder vi i Selvstændigforum med kompetenceudvikling og efteruddannelse, og vi afholder foredrag og tager på virksomhedsbesøg. Det sidste arrangement, vi har afholdt, var et salgskursus i fire dele, hvor vi kom rundt om alt, der har med det at sælge at gøre.

Nogle af vores fremtidige aktiviteter byder på Business Matchmaking, hjemmesidevurdering, søgemaskineoptimering, fokus på back office (jura, markedsføring og revision), Mentor/Mentee for selvstændige og meget, meget mere.

Hvis du går med en iværksætter i maven så meld dig ind netværket og få afprøvet dine ideer og tanker med nogle, der har stor erfaring med opstart af virksomheder.

Er du jobsøgende, vil jeg blot råde dig til at tage springet – det er ikke så stort, som du måske går rundt og tror. Og der er masser af hjælp at hente. Både hos IDA og i IDA Selvstændigforum.

Vi ses!

Venlig hilsen
Michael Fahlgren

Polymerteknisk Selskab


Polymerteknisk Selskab er et netværk for alle med interesse for polymer- og plastrelaterede emner og vores ønske er at udbrede kendskabet til polymermaterialers opbygning, forarbejdning, egenskaber og anvendelser.

P.t. er vi ca. 713 medlemmer i netværket, der også tæller studerende.

Jeg er formand for Polymerteknisk Selskab og har gennem mange år haft stor glæde af IDAs fagtekniske netværk. Jeg blev uddannet kemiingeniør i 1988 og har faktisk lige siden været medlem af et netværk.  I 2008 blev jeg bestyrelsesmedlem af Polymerteknisk Selskab og blev formand for netværket i marts 2011. Desuden er jeg også medlem af kemiingeniørgruppen.

Nordiske Polymerdage 2012 i København
I Polymerteknisk Selskab formidler vi information og skaber debat om polymertekniske emner, og vi afholder hvert år en række spændende foredrag, ekskursioner og konferencer. Hvert tredje år samarbejder vi med fagfolk fra Norge, Sverige og Finland om afholdelsen af konferencen ”Nordiske Polymerdage”.

Det seneste arrangement vi har afholdt er det årlige Polymer days 2011, som vi afholder på DTU Kemiteknik. På dette årlige arrangement bliver der præsenteret Ph.d. projekter indenfor polymer-området, og vi havde denne gang inviteret en hovedforelæser fra Stockholm vedr. Industri-Universitets samarbejder i Sverige.

Vores næste møde kommer til at handle om Bioplast i april, og så har vi Nordiske Polymerdage 2012 i maj.

Du kan tilmelde dig Polymerteknisk Selskab og vores arrangementer her.

Fremtidsperspektiver
Der er rigtig mange spændende fremtidsperspektiver indenfor fx sprøjtestøbte nanoplast strukturer med optiske egenskaber (i stedet for indfarvning eller antirefleksive) eller til selvrensende overflader, bionedbrydelige plastemballager, elektro aktiverbare elastomerer, polymerkompositter til vindmøller & plastfilm til solceller. Desuden arbejdes der herhjemme med sofistikeret polymersystemer til brug for medicinsk behandling og kontrolleret drug delivery.

Og ser vi lidt længere ud i fremtiden er netop solcelle plastfolier og plastemner med sprøjtestøbte nano-overfladestrukturer gode bud på, hvor der vil ske meget udvikling – og lige netop på dette område, er vi langt fremme i Danmark.

Håber at se dig til nogle af vores fremtidige arrangementer.

Venlig hilsen
Robert Lessèl 

Holder du din viden opdateret?


I dagens samfund er der vist ingen tvivl om, at vi lever af den viden, som vi dagligt erhverver os – især som ingeniør, er det nødvendigt konstant at holde sig opdateret med, hvor udviklingen er på vej hen – som minimum indenfor det felt man arbejder.

Men det er hårdt arbejde og i en allerede travl hverdag, kan det til tider virke som en uoverkommelig opgave.

IDAs fagtekniske netværk
I IDA har vi over 40 fagtekniske netværk, hvor medlemmer mødes for at udvide deres faglige horisont og ikke mindst for at holde sig opdateret om, hvad der sker indenfor deres fagområde.

Netværkene beskæftiger sig med en bred vifte af ingeniørfaglige og tekniske discipliner, og du har derfor god mulighed for at finde et eller flere netværk, der dækker netop dine faglige interesser. Ved at være medlem af et netværk sørger du for altid at have en opdateret viden.

Er du medlem af IDA, er de fagtekniske medlemskaber gratis, og du kan melde dig ind i så mange fagtekniske netværk, som du har lyst og interesse til.

Netværk på bloggen
I de næste to uger vil der her på bloggen blive præsenteret et udsnit af IDAs fagtekniske netværk, hvor du kan læse mere om, hvad de beskæftiger sig med og hvilke arrangementer, de er i gang med at planlægge. Du er også meget velkommen til at stille spørgsmål.

Vi håber at se dig til et af de kommende netværksarrangementer.

Tino Rabe Tønnesen
Fagteknisk Udvikler IDA 
Cand. Techn. Soc.

Optimering af min LinkedIn-profil


I de forløbne 2 uger har jeg arbejdet intenst med min LinkedIn-profil og i de næste to uger, vil jeg dele mine erfaringer her på bloggen. Jeg håber, at du som læser vil blive inspireret, og du er velkommen til at komme med input.

I de sidste par uger har jeg helt konkret brugt tiden på, at:

Hente inspiration
Tjekke andre LinkedIn-profiler ud for at hente inspiration til mit eget profilindhold.

Tilmelde mig relevante groups
Læse hvad de forskellige ”groups” har at byde på og undersøge, hvad de indeholder.

Jeg vil vælge de rigtige og mest relevante grupper at være medlem af. De skal have en faglighed, der kan udvikle mig, og som jeg kan bidrage med noget viden til. Det er ret bekræftende at blive optaget af alle de grupper, jeg har tilmeldt mig. 

Jeg oplever, at folk er utrolige hjælpsomme og kom meget hurtigt med ideer til, hvordan jeg hurtigst muligt kan indhente viden og optimere min jobsøgningsmuligheder. Jeg har dog ikke brugt tiden på at være med i diskussionerne, men kunne godt tænke mig det.

Kontrollere stillingsannoncer
Kigge på stillingsannoncer for at hente inspiration til de betegnelser, som passer bedst til mit arbejdsområde og mine kvalifikationer – dette gør, at jeg ”dukker op”, når der bliver søgt på betegnelserne (-:

Indhente anbefalinger
Indhente anbefalinger – her skrev jeg til nogle fra mit netværk og bad dem om at skrive en anbefaling, men dette gav ikke nogen resultater.

Jeg besluttede mig derfor til at skrive forskellige oplæg til en anbefaling, som jeg sendte til de udvalgte fra mit netværk, hvor jeg bad dem om at optimere mit oplæg. Næste gang kan jeg fortælle om, hvad resultatet er.

Udvide netværk 

Finde folk jeg bør invitere til mit netværk. Jeg startede jo med kun at have 40 i mit netværk, og nu er det udvidet til at være 55. Og jeg udvider løbende ved at invitere flere og flere.

Udvide med nye insider-kontakter
Prøve, via en fra mit netværk, at komme i kontakt med en, jeg ikke kender, med det formål at spørge ind til en virksomhed, jeg skal til samtale hos.

Jeg har sammenlagt brugt ca. 25 timer i de sidste to uger til at optimere indholdet af min profil. Jeg tror dog, at den tid, jeg nu har brugt, er godt givet ud, og jeg tror, at det største arbejde ligger i starten, indtil jeg har fået optimeret min grundprofil.

Siden medio november, hvor jeg startede med at være aktiv på LinkedIn og har opdateret min profil, oplever jeg, at der har været flest besøgende på min profil. Jeg har ikke fået nogen henvendelser endnu, men der er flere tips, jeg endnu ikke har benyttet mig af. Jeg er hermed ret optimistisk og tror på, at når min profil er 100 % komplet, så sker der noget positivt (-:

Venlig hilsen
Rosa Tran

6 ugers kursus = Brancheskift


Der eksisterer mange myter omkring branche og karriereskift. Et eksempel på dette er, at et branche- eller karriereskift kræver, at man tager en helt ny uddannelse. Faktum er dog, at kortere kurser kan styrke dine muligheder for at foretage branche- eller karriereskift.

I dag er det et fåtal af os, der arbejder med det, vi egentlig er uddannet indenfor. Fordi man er uddannet og trænet til én type job, er der intet i vejen for, at man kan udføre helt andre arbejdsopgaver, hvor man udnytter en større eller mindre del af sin oprindelige uddannelse og sine kompetencer.

Hvordan kommer jeg i gang?
Det kan være en god idé af få afklaring og overblik over dit jobmål og kompetencer i forhold til valg af kurser, der kan åbne nye døre, hvis du ønsker at lave et branche- eller karriereskift. 6-trinsøvelsen kan være et praktisk værktøj til dette formål og til at udtænke og afdække nye jobmuligheder, hvor du omsætter dine kompetencer til arbejdsmarkedets behov.

Et branche- eller karriereskift kan give ny inspiration i karrieren og nye muligheder for at afprøve sine kompetencer i et helt andet felt. Går du med et ønske om at foretage brancheskift, eller har du taget et kursus, der styrker dine muligheder for at lave jobskifte?

Hvis det er tilfældet, så er vi meget interesseret i at høre fra dig. Fortæl os om dine oplevelser, så vi på baggrund af dine kommentarer kan give den bedste rådgivning til andre medlemmer, der overvejer brancheskift eller jobskifte.

Venlig hilsen
Mary K. Kobia

Hvordan kommer du i gang med at debattere eller kommentere?


I sidste uge kunne I læse et indlæg om, hvad du kan få ud af at debattere på nettet. I dette indlæg vil jeg fokusere på, hvordan du helt konkret kommer i gang.

De fleste gratis- og netaviser og fagblade har blog- eller debatsider, hvor læserne har mulighed for at debattere eller lægge deres kommentarer.
Når du skal i gang, er første skridt at finde ud af, om der er et specifikt emne, som netop interesserer dig. Dernæst er det bare at springe ud i det!

Mine fem bedste råd er:

  1. Find passionen i det du vil formidle.
    Skriv om et emne du brænder for – noget du har på hjerte. Det behøver ikke være personligt!
  2. Overvej hvad du ønsker at få ud af debatten/kommentaren?
    Vil du informere, underholde, Networke eller har du bare brug for at ”ilte” dine synspunkter. Gør op med dig selv før du starter – hvad formålet er med dit debatindlæg eller kommentar.
  3. Find din ”indre stemme” og lyt til den
    Du skal ikke være bange for at lade din personlige mening stå tydeligt frem. Det er ok at have holdninger og kant. Husk at det er dit personlige engagement og personlighed, der i sidste ende sælger dig.
  4. Hav fokus på at hvert indlæg er på ét emne
  5. Skriv kortfattet – folk gider ikke læse så meget på nettet

Venlig hilsen
Mary Kobia

Værdien af at være en god debattør


Snakkedyret Anders Lund Madsen gør det. Danmarks største blærerøv Mads Christensen gør det også. Det disse to personligheder har tilfælles er, at de bruger nettet aktivt til at være synlige, profilere sig og at skabe debat omkring emner, som interesserer dem. De debatterer og kommenterer, har meninger og holdninger om emner lige fra kærlighed, politik til, hvorfor er manden en udryddelsestruet dyreart.

Du har også mulighed for at gøre det samme! Gemmer der sig en lille debattør inde i maven på dig? Har du holdninger, synspunkter eller specifik faglig viden du tænker, kunne være interessant at formidle til andre? Eller er du typen, der ikke kan lade være med at blande sig i diskussioner og synes, at det er sjovt at formulere dig på skrift?

Som bruger af nettet behøver du ikke at nøjes med at finde informationer på nettet. Der ligger utallige muligheder for at sætte dagsordenen og påvirke en konkret debat med fx indlæg, kommentarer på forskellige debat- og blogsider. Her kan du se listen over de mest populære internationale blogs, udvalgt af timesonline.dk. Se også listen over de største danske blogs.

Hvad kan du egentlig få ud af at debattere?
Som aktiv debattør på nettet har du mulighed for at brande dig gennem debat og markedsføre din person, knowhow, interessefelt m.m. Du kan skabe værdi gennem konstruktiv debat ved at udfordre andre personers synpunkter og holdninger med respekt og anerkendelse.

Det, at du formilder informationer om et emne, som interesserer dig, kan samlet set give mange nye og spændende kontakter, leads, viden, network-muligheder m.m. Et eksempel på dette er, på Ingeniørens debatside, hvor ugens debattør giver sin faglige holdning tilkende omkring et specifikt emne. Læs her hvad Flemming Nyboe får ud af at debattere.

Har du erfaring med at deltage i debatter på nettet?

Venlig hilsen
Mary Kobia

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 78 other followers