IDA Selvstændigforum


I IDA Selvstændigforum arbejder vi for at udbrede budskabet om, at det er attraktivt at vælge en karriere som iværksætter. Området for selvstændige er muligvis det af IDAs ”fagområder” med størst vækstpotentiale – både for IDA og for resten af det danske samfund. Vores medlemsundersøgelser viser, at omkring 20 % af IDAs ingeniører går rundt med en selvstændig i maven – og dette potentiale vil vi gerne hjælpe på vej.

Jeg selv har været medlem af IDAs fagtekniske netværk gennem 28 år, og er nu formand for IDA Selvstændigforum. Til daglig driver jeg selv selvstændig virksomhed. Virksomheden blev etableret i 1987 på hobbybasis, og siden 1995 har det været min levevej 100 %.  Det har givet mig en mængde erfaring, som jeg brænder for at give videre.

Udover Selvstændigforum er jeg også medlem af IDA Lederforum, Selskabet for Teknologianalyse og Vurdering (STAV), Selskabet for Syns- & Skønsmænd (SSS) samt Brandteknisk Selskab – i min optik er det godt at være med i en masse netværk – især som selvstændig.

Går du med en iværksætter i maven?
Overordnet arbejder vi i Selvstændigforum med kompetenceudvikling og efteruddannelse, og vi afholder foredrag og tager på virksomhedsbesøg. Det sidste arrangement, vi har afholdt, var et salgskursus i fire dele, hvor vi kom rundt om alt, der har med det at sælge at gøre.

Nogle af vores fremtidige aktiviteter byder på Business Matchmaking, hjemmesidevurdering, søgemaskineoptimering, fokus på back office (jura, markedsføring og revision), Mentor/Mentee for selvstændige og meget, meget mere.

Hvis du går med en iværksætter i maven så meld dig ind netværket og få afprøvet dine ideer og tanker med nogle, der har stor erfaring med opstart af virksomheder.

Er du jobsøgende, vil jeg blot råde dig til at tage springet – det er ikke så stort, som du måske går rundt og tror. Og der er masser af hjælp at hente. Både hos IDA og i IDA Selvstændigforum.

Vi ses!

Venlig hilsen
Michael Fahlgren

Nørdet iværksætteri


Er du ledig, er tid måske noget af det, du har mere af end andre – se videoen med den garvede iværksætter Peter Lundsby og bliv inspireret til, hvad du kan bruge din tid på.

Bruger du din tid fornuftigt?

Links, der kan hjælpe dig i gang med iværksætteri: 
37 signals - Making collaboration productive and enjoyable for people every day.
sourceforge.net - Find, Create, and Publish Open Source software for free

Workshop om iværksætteri
På tirsdag kan du møde Peter Lundsby til en workshop i København, hvor han vil fortælle mere om sine erfaringer med iværksætteri og bliv inspireret til selv at arbejde videre med dine ideer - måske i samarbejde med andre.

Tilmeld dig til workshoppen i København og se hvilke oplægsholdere, der deltager i Odense og Århus.

Fra bløde værdier til hård valuta


Jeg er social iværksætter. Det vil sige, at jeg ikke bare er forretningsmand men også borger i et samfund, som jeg forsøger at forholde mig ansvarligt til. Min virksomhed tjener altså ikke bare penge, men bidrager principielt også til en renere og/ eller mere retfærdig og demokratisk verden.

I den forbindelse har jeg en opfordring. Hvis du skal være iværksætter, kan du så ikke indarbejde en ambition om at være en del af løsningen på klodens og samfundets udfordringer. Eller sagt på en anden måde. Hvis dit mål er simpel profit uden tanke på det omgivende samfund og kommende generationer, kan du så ikke bare lade være?

MEN hvis din horisont derimod er større så velkommen til den sociale iværksætters verden, hvor man kan tjene mange penge på at gøre verden til et bedre sted. Det handler om at tage et empatisk og almennyttigt udgangspunkt, og derefter udnytte de forretningsmuligheder det giver. Og de er mange og substantielle.

Fra teknikker til iværksætter
Et eks: Det handler ikke om at donere penge til et godt formål. Det handler om at indarbejde ambitionen i selve produktet og forretningsmodellen. Som fx DORO har gjort i deres telefon. De har kombineret et stænk social forståelse med relativt simpel og velkendt teknik og fået et utroligt stærkt produkt ud af blandingen. De har gjort hverdagen nemmere og tryggere for rigtig mange af de svageste medborgere.

De konverterer teknisk viden til et produkt. Og det er selve kernen, hvis man vil gå fra at være teknikker til at være iværksætter.   

Formålet, med at jeg bruger DORO som eksempel, er, at udvide begrebet socialt iværksætteri så det nicheprægede filantropiske skær forsvinder og efterlader plads til samfundsforbedrende vækst.

Fællesnævneren skal være ønsket og ambitionen om at diskutere og fremvise brugbare og salgbare løsninger på samfundsproblemer. Det betyder også, at begrebet social iværksætter eller entreprenør kan komme til at rumme en meget bred vifte af virksomheder.

Min egen sociale virksomhed – et netværk af handymænd
Min egen sociale iværksættervirksomhed hedder Mand&bil og er et netværk af handymænd. Hvert år starter rigtig mange (sandsynligvis op imod 2500) enkeltmandsvirksomheder op, hvis produkt på den en eller anden måde er praktisk arbejdskraft - arme og ben og måske en bil. Urimeligt mange af disse virksomheder lukker hurtigt igen. Ikke fordi samfundet ikke har brug for fleksibel og tilgængelig arbejdskraft, men fordi de ikke formår at skaffe nye kunder. De mangler viden om, og resurser til, markedsføring.

Resultatet er at mange får en dårlig oplevelse og en dårlig økonomi ud af at starte egen virksomhed. Dette betragtes traditionelt set som et individuelt problem for den enkelte iværksætter, men denne (lidt naive) opfattelse fører til et unødig stort forbrug af resurser, – menneskeligt og økonomisk. Både for den enkelte iværksætter og samfundet som sådan. Det ville være retfærdigt med en mere uddybende beskrivelse af konceptet, men pointen er i denne omgang bare den, at det er min ambition på en gang at løse et samfundsproblem og et problem for den enkelte handymand, og gør mig i stand til at få øje på en unik forretningside (om den har vækstpotentiale må man selv vurdere).

Fra adfærd til velfærdbliv social iværksætter.
Udover,  at det er en god historie, så giver denne type iværksætteri også muligheden for, at man som forretningsmand kan opleve, at arbejdslivet får mening. Det er bare nemmere at fortælle sine børn, hvad man laver, når der er en smule sympatisk intelligens indbygget i projektet.

Så altså: Fra bløde værdier til hård valuta, fra adfærd til velfærd. Flyt kikkerten fra det blinde øje og slå flere fluer med et smæk. Bliv social iværksætter.

Hvordan ser din verden ud? Er det nok bare at tjene penge, eller kræver du også en mening med galskaben?

Venlig hilsen
Mikael Truelsen

Hvad må jeg som ledig, hvis jeg gerne vil iværksætte?


Mange af vores medlemmer har en iværksætter i maven. I en periode med ledighed, vil mange gerne bruge tiden til at gøre noget ved ideen om egen virksomhed.  Nogen oplever endda, at eneste vej tilbage i beskæftigelse er, at nedsætte sig som selvstændig konsulent.

Men hvad siger a-kassesystemet til ledige, der vil starte op fra dagpenge? Det er vigtigt, at gøre det rigtige – se de 2 videoer herunder og bliv klogere på at starte op som selvstændig.

Hvad er dine muligheder for at starte op, mens du modtager dagpenge?

Kan man overhovedet tjene penge som iværksætter på dagpenge? 

Muligheden for at åbne – eller videreføre egen virksomhed er tilstede, men du skal træde varsomt, hvis du vil bevare retten til dagpenge, mens du driver virksomheden.

Har du oplevet at opgive tanken om at starte selvstændig virksomhed på dagpenge?

Venlig hilsen
Anne-Marie Engel

 

INGENIØREN som iværksætter


Dette indlæg er en meget uvidenskabelig refleksion over godt tyve års iagttagelser af ingeniører og ingeniørstuderendes første skridt som igangsættere af nye virksomheder.

Miljøet er DTU, som er et yderst frodig iværksættermiljø. Man finder det hele: teknologi – mennesker – faciliteter – penge. DTU er proaktiv i økosystemet med undervisning i videnbaseret entrepreneurskab, som i 2010-2011 rakte ud til 20 % af årgangens kandidatstuderende – og det er mit privilegium at stå for en ret stor del af denne undervisning.

Mit udgangspunkt er en stor beundring for de dristige ingeniører, som bytter en spændende fremtid i eksisterende virksomheder for et usikkert, turbulent og fuldstændig absorberende arbejdsliv som igangsættere.

Mit grundsyn er, at de virksomheder, der stiftes af igangsættere med en teknisk og en naturvidenskabelig baggrund, er blandt de vigtigste i vores industri og for vores fremtid.

Derfor kan betydningen af, at fremme ingeniørernes evne og interesse for start af nye virksomheder og nye forretningsområder, ikke undervurderes.

Hvor gode er ingeniører så til det?… Faktisk ikke særlig gode!
Men det bliver de, når de først har fået det lært! 

Altså: den ønskede provokatoriske vinkel på mit indlæg er, at de fleste ingeniører er håbløse forretningsfolk, som begår de mest simple fejl, første gang de kaster sig ud i at kommercialisere en idé.

Ingeniørerne er ellers ret gode til at undfange idéer og organisere deres opstartsprojekter. Så hvor går det galt for førstegangs-iværksætterne?

Meget enkelt: de forstår ikke deres kunder, og deres antagelse af, at deres produkter skaber værdi for deres kunder er oftest svagt funderet.

Hvordan gør vi ingeniører til forretningsfolk?
Derfor handler den problemstilling, som jeg gerne vil gøre til fokus for debatten omkring ingeniør-iværksætterne, om hvordan vi gør ingeniører til forretningsfolk – og iværksættere.

Min påstand nummer ét: som iværksætter skal du helt ind i maskinrummet hos din kunde. Du skal forstå, hvor der er problemer, og du skal vide, hvor værdifuldt, det er for din kunde, at du løser dem – altså: hvor gør det ondt? Hvor ondt gør det?  Kan jeg fjerne smerten? Hvad er det værd for kunden? 

Min påstand nummer to: disse spørgsmål ligger udenfor ingeniørens komfortzone og de bliver derfor ikke undersøgt og analyseret grundigt nok, før virksomheden sættes i søen. Jeg ser det hele tiden! Cirka 50 gange om året i runde tal – det er størsteparten af de forretningsplaner, der runder mit skrivebord på DTU.

Min påstand nummer tre: grunden til, at ingeniørerne er meget bedre iværksættere efter et flop, er, at de har fundet ud af at prioritere rigtigt = kunden i fokus.

Min sidste påstand: det kan sagtens læres. Man behøver ikke at gå konkurs først.

Dette er udgangspunktet for en debat: hvordan lærer en ingeniør at blive en træfsikker iværksætter uden at gå konkurs først? Kom med dine meninger og erfaringer!

Venlig hilsen
John Heebøll

Iværksættere er samfundets vækstmotor


Ny viden, nye ideer, teknologisk udvikling og personlig drivkraft er den cocktail, der skal til for at skabe vækst og udvikling. Og det er netop, hvad der karakteriserer de succesrige iværksættere i Danmark!

Vi ved, at en stor del af samfundets vækst og udvikling stammer fra iværksætterne. F.eks. er op mod en tredjedel af alle nye job i den private sektor de seneste år blevet skabt i virksomheder, der er under to år gamle. Iværksættere – og specielt vækstiværksætterne er samfundets vækstmotor – en motor vi har hårdt brug for nu, hvor væksten er lav. Derfor bør vi som samfund skabe de bedste rammer og muligheder for iværksætteri!

Ingeniører har særlige forudsætninger
Vi ingeniører har et stærkt udgangspunkt for at blive succesrige iværksættere. Vi er højt uddannede, vi kan omsætte forskning og nye ideer til produkter, vi har en sund forretningsforståelse. Og derudover er vi allerede intenst en del af det private erhvervsliv.

I 2007 startede jeg selv min egen virksomhed. Det var faktisk ganske let! Fik et CVR nummer indenfor 24 timer. Beslutningen om at tage springet til at trykke på knappen var langt sværere! For der er meget, man ikke ved. For mig var det i forhold til kontrakter, revisor, prisniveau og salg – og jeg manglede i den grad et netværk med andre med samme højtuddannede baggrund, som jeg kunne dele mine overvejelser med. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var et særsyn i væksthuset – en kvinde med en ingeniøruddannelse, som ville være selvstændig og til og med havde planer om vækst fra starten! Og jeg var meget alene om det hele!

IDA smører vækstmotoren
Da jeg blev formand for Ingeniørforeningen, IDA, var det derfor vigtigt for mig, at IDA har fokus på at styrke de medlemmer, der enten er eller ønsker at være iværksættere. I det forløbne år har IDA derfor opprioriteret sin indsats overfor selvstændige og iværksættere. Omdrejningspunktet har i høj grad været at give de selvstændige adgang til viden og til at mødes med andre selvstændige, der er ingeniører eller cand. scient’er. Vi etablerer businessnetværk for iværksættere, arbejder med videndeling og giver medlemmerne redskaber til hurtigt og billigt at overkomme praktiske udfordringer med regnskab, forsikring og salg mv. Det ville jeg selv have sat utrolig stor pris på i min tid som selvstændig! Vi stiller også krav til politikerne om bedre rammevilkår og har lanceret udspillet ”Det selvstændige Danmark – Bedre vilkår for Iværksættere”.

På den måde bidrager IDA til at smøre Danmarks vækstmotor.

Venlig hilsen
Frida Frost

Kickstart karrieren som studerende – bliv iværksætter!


Der er store fordele ved at starte som iværksætter allerede som studerende. Dels er man som studerende ikke økonomisk afhængig, idet man får udbetalt SU hver måned. Desuden har man som studerende ofte ingen familie, der skal forsørges eller passes. Man har med andre ord færre hensyn at tage overfor sig selv og sine nærmeste – derfor kan man som studerende være mere risikovillig.

Jeg oplevede som studerende iværksætter med e-scarf, at jeg med det samme kom til at arbejde med alle aspekter af e-handel – et område jeg nu brænder for og synes er både udfordrende og spændende. Du skal med andre ord ikke sidde som studentermedhjælper i to år, før du får fingrene ned i det muld, du virkelig ønsker at arbejde med – Du kickstarter som iværksætter din karriere.

Da jeg lancerede e-scarf var shoppen hverken professionel eller indbydende og jeg vidste som sagt ikke ret meget om online marketing. Alligevel blev shoppen en succes, idet jeg ramte en trend og en niche inden for tørklæder. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var vild med e-handel og godt købmandskab. Derfor har jeg også her senere fået mod på endnu en webshop Hjort Smykker

Selv investerede jeg 50.000 til opstarten, men det var nødvendigt i forhold til indkøb af varer og opsætningen af webshoppen. Man kan starte for langt færre midler, hvis man eksempelvis kører dropshipping, sælger konsulenttimer eller udvikler software.

Iværksætteri kan bruges som en læringsproces, da det er umuligt at vide alting om alting, inden man springer ud. Det vigtigste er modet, drivet og passion for det, man laver og for det man vil komme til at lære. Færdighederne og erfaringen lærer man hen ad vejen. Hvis det, der er brug for, ikke falder inden for ens passion og interessefelt, kan man jo altid betale sig fra det.

Jeg har brugt iværksætteriet som et utrolig lærerigt studiejob. Jeg har sikkert kunnet tjene mere ved et almindeligt studiejob, men de erfaringer og den viden jeg kan tage med mig er helt unikke, og jeg står helt sikkert med gode kort i en fremtidig karriere inden for e-handel.

Mit budskab er derfor klart. Spring ud mens du er ung – springet er både mindre og mere givende.

Enig? Uenig? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad du mener om at være iværksætter samtidigt med at være studerende.

Venlig hilsen
Nikolaj Mogensen

I morgen: Studerende eller færdig med uddannelsen – også mens man søger arbejde, er der mulighed for at geare op for sine erhvervsmuligheder. Formand for IDA, Frida Frost, deltager i debatten imorgen med indlægget, Iværksætterne er samfundets vækstmotor

Ingeniører tør ikke vove pelsen som selvstændig


- men måske er ingeniører Danmarks vigtigste råstof?

Der er mange fordomme om ingeniører som iværksættere. Kan de? Eller kan de ikke? Har de den rette personlighed til at være iværksætter? Er ingeniører for meget tryghedsnarkomaner? Og sådan kan vi blive ved.

Men der er også en anden vinkel på fordommene: Hvordan ser vi på de mennesker, som har været iværksættere og selvstændige og haft foden under eget bord? Tør virksomhederne ansætte dem? Kan de indordne sig og tilpasse sig til ikke selv at kunne bestemme og træffe beslutninger?

Iværksætteri på CV’et
Igennem årene læser vi på rigtig mange CV´er, herunder også ingeniør-CV´er, hvor vi må konstatere, at der er ikke mange CV´er, der indeholder reelt iværksætteri. Der er en tendens til, at iværksætteriet stopper, når det begynder at gå udover den daglige husholdning – når der skal stiftes gæld, der skal spares, bilen skal byttes ud med en ældre og billigere model, eller når huset eller lejligheden skal pantsættes eller sælges.

Altså, spørger jeg: vil man være iværksætter, eller prøver man bare?

Når vi som en professionel search & selection virksomhed kigger på et CV, som indeholder iværksætteri, så er der flere forhold, vi kigger på. Dels har der været substans i iværksætteriet og ikke bare drømmeri, og dels har personen investeret det (tid, penge, status), der skulle til, og dertil haft den nødvendige udholdenhed? For udover den gode ide, så er det det, der kræves.

Når man har et CV, som indeholder iværksætteri, uanset om man er lykkes eller mislykkes, om man er blevet træt af at være selvstændig, er gået konkurs eller bare har opgivet drømmen, så er det vigtigste, at man har en ærlig og oprigtig fortælling.

Gav man den fuld gas, eller turde man ikke vove pelsen? Og ikke mindst: hvad har man lært? For under alle omstændigheder så er rigtigt iværksætteri måske den allerbedste efteruddannelse, man kan få og betalt med egne midler og resurser.

Derfor, frem med brystet iværksætter, kom i gang!

Hvis nej, hvad mener du, at der skal til, for at flere starter iværksætteri?

Venlig hilsen
Jan Aage Jensen

Vil du succes?


Intertisement kan snart fejre sin 4 års fødselsdag. Vi har været igennem en tid fyldt med alle tænkelige udfordringer, op-og nedture. Heldigvis har opturene været de mest markante, og vi har præsteret at holde en kontinuerlig vækst i en svær tid.

Man siger, det tager 3-5 år at bygge en virksomhed. Nogle gør det hurtigere og sprænger alle rammer. Andre må give op efter en kort periode.

Det er svært at sige, hvad der skal til, for at det hele går op i en højere enhed. Og måske vidste jeg det helle ikke selv, før en god ven fortalte mig det, så sent som i dag. Det er ikke nødvendigvis talent, timing eller held, der skal til.. men ihærdighed.

Vis at du vil det, og så skal du nok få andre med på ideen
Jeg blev i foråret 2011 nomineret til Berlingske Talent 100 pris for iværksættere. Det var selvfølgelig en dejlig følelse og et stort skulderklap, men jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg skulle nomineres. Hvad havde jeg, eller måske skulle jeg hellere sige vi, gjort for at gøre os bemærket?

Verden var ikke klar til vores unikke felt for 4 år siden. Men vi blev ved og holdt fast i vores kompetencer. Så imens verden gjorde sig klar, så var vi fleksible og dygtiggjorde os på de relaterede områder. Det har i dag skabt en god forretning. Så vi havde måske i sidste ende gjort flere ting rigtigt. Vi gav ikke op, selvom vores timing og produkt ikke passede til markedet. Vi kæmpede ihærdigt videre, og gjorde, hvad vi følte, var rigtigt.

Nu er markedet ved at være klar. Det nærmest skriger efter vores kompetencer. Nu er det tid til at skifte op i næste gear. Det bliver spændende og udfordrende, men vi er klar til at tage den næste udfordring op. Vi er stadig ihærdige, og vi er stadig iværksættere.

Så hvis du overvejer, om dit koncept holder, om markedet er klar, eller om du har de rigtige kompetencer, så start med at spørge dig selv, om du virkelig vil det.

Vil du succes.. Er du ihærdig?
Kom med dine bud på, hvad der bærer succes´en hjem!

Mener du også, at ihærdighed og vilje bærer succes´en? Hvad er dine erfaringer med at lykkes?

Venlig hilsen
Kim Bleshøy Nielsen

I morgen: Iværksætteri er modigt og giver lærdom. Hvad siger headhunter fra Cosmos Group til iværksætteri på CV’et? 

Har du en iværksætter i maven?


Mange ser iværksættere som en eksklusiv skare af super-mennesker, der har skabt noget stort. Sådan nogle som Steve Jobs og Bill Gates – eller vores hjemlige Janus Friis (Skype), Martin Thorborg (Jubii) og Claus Meyer (NOMA). Sådan er det ikke. De fleste af os har potentialet til at blive iværksætter i det små. Færre har potentialet til at blive en succesrig iværksætter.

Hvad kræver det at blive iværksætter i det små? Først og fremmest en god ide, forretningsforståelse og viljen til at arbejde hårdt i opstartsperioden. Dine chancer for overlevelse og succes øges, hvis du tillige har erfaring inden for erhvervsområdet, et godt netværk og en solid uddannelsesbaggrund.

Uddannelsen er dog ikke kun en styrke. Det er ikke nok med solid faglig kompetence, du skal først og fremmest kunne anvende din faglighed i praksis. Og så skal du kunne arbejde tværfagligt og være villig til at tilegne dig indsigt i forretningsdrift, altså alt det med kunder, markedsføring, organisation og ledelse.

Hvad kræver det at blive en succesrig iværksætter?
DI (Dansk Industri) har et netværk af yngre vækstorienterede iværksættere knyttet til organisationen, ca. 300 i alt. De blev for nogen tid siden bedt om at angive de kompetencer, de især mente de havde glæde af som iværksættere. Topscorerne blev følgende udsagn:

  • “Jeg tænker i muligheder” (58%)
  • “Jeg er handlekraftig, får tingene gjort” (53%)
  • “Jeg er iderig” (51%)

En anden ny undersøgelse om vækstiværksætternes DNA, udført af CBS i samarbejde med Ernst & Young, peger i samme retning. Her blev 161 af de erhvervsledere, der leder en vækstvirksomhed og indgik i Entrepreneur of the Year konkurrencen, stillet en række spørgsmål om deres personlige egenskaber. Resultatet viste, at disse vækstiværksættere/-ledere først og fremmest var:

  • handlekraftige/entreprenante
  • udadvendte/netværkende
  • risikovillige/beslutningsdygtige. 

Måske siger du så nu, at sådan er du ikke. Men det kan du måske blive, for disse egenskaber kan man træne lige såvel som man træne cykling og violinspil.

Desuden kan du jo alliere dig med en eller flere, der i højere grad har disse egenskaber og indsigt i forretningsdrift. Mange nye videnbaserede virksomheder startes i dag af teams af iværksættere, simpelthen fordi det er så komplekst at starte og udvikle en ny virksomhed med højt videnindhold og vækstpotentiale.

Fokusér på din viden og dine kompetencer
Endelig kan mindre jo også gøre det. Det er måske ikke en ny verdensvirksomhed du skal starte, men blot en ny konsulentvirksomhed eller lign., hvor du sælger din viden og dine kompetencer. Det er faktisk den slags virksomhed de fleste højtuddannede starter.

Så hvad siger du nu? Har du en iværksætter i maven? Måske skulle du give det en chance. Der er jo masser af gode tilbud fra rådgivningscentre, inkubatorer, A-kasser og lign., hvor du kan henvende dig til for at få afklaret, om det er noget for dig.

Har du en iværksætter i maven?

Venlig hilsen
Torben Bager

Henvisninger
Find ud af hvilken type iværksætter du er.

Læs også Dansk vækst-DNA er sat på formel

S
e video med Torben Bager

I morgen: Vilje og timing – læs om Intertisement ApS og Kim Bleshøy Nielsens personlige iværksætterhistorie om at ramme rigtigt. Glæd dig til historien.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 78 other followers