Æd en frø

At spise en frø kan være dagens vigtigste handling!

Lad mig forklare…

Når de fleste ledige står op om morgenen og gør sig klar til dagens udfordringer, har de ofte en plan, eller i hvert fald en ide om, hvilke jobsøgningsaktiviteter, der skal ske den dag. Det kan f.eks. være disse fem ting, der skal nås:

a)      Læse e-mail

b)      Tjekke jobdatabaserne

c)       Ringe til Jensen og Petersen A/S og følg op på uopfordret ansøgning

d)      Skrive ansøgning

e)      Booke møde i IAK

Hvis jeg skulle løse disse opgaver, ville jeg gøre det i denne rækkefølge: a – b – e – d – c. Hvorfor? Fordi det umiddelbart er den nemmeste måde at komme gennem listen. Inden klokken er 11 har jeg løst fire ud af fem opgaver, og det er da meget flot.

Der er bare to problemer med det. For det første risikerer jeg, at der i løbet af formiddagen sker ting, der ændrer min tidsplan, så jeg ikke når det vigtigste. For det andet – og vigtigst – skubber jeg den opgave, der er den sværeste og mest krævende til sidst. Hvis jeg ikke er særlig fortrolig med at ringe til virksomhederne, vil det være en opgave, der kræver meget ad mig, og så risikerer jeg, at jeg i løbet af dagen finder på endnu flere overspringshandlinger, fordi jeg skal samle mod og energi til at ringe.

Hvis jeg nu greb tingene anderledes an, og startede dagen med den opgave, der er dagens største udfordring, ville jeg undgå at skubbe den dårlige samvittighed foran mig, og jeg ville få overskud til bedre at kunne koncentrere mig om dagens øvrige opgaver. Og senere på dagen kunne jeg så – næsten – slappe af og tænke på noget andet end jobsøgning.

I et forsøg på at efterleve mit eget råd, prøvede jeg selv at spise en frø, og skrev dette blogindlæg i god tid inden deadline, i stedet for at svede over det i sidste øjeblik. Jeg kan roligt sige, at det føles godt. Det er gjort, jeg er færdig og jeg har god samvittighed!

Min udfordring til dig er: Prøv det. Spis frøen først. Resten af dagen kan kun blive bedre.

Hov, en kollega, der læser over skulderen på mig, har lige spurgt ” Hvad så, hvis du har to frøer en dag?” Ja, så spiser du bare den grimmeste først!

P.S. Det er ikke mig, der har fundet på det med frøen. Det har forfatteren Brian Tracy, og du kan se en lille film om, hvad han mener, her. (http://www.eatthatfrogmovie.com)

Venlig hilsen
Morten Esmann

Er singler mere risikovillige og dermed mere udsat for ledighed?

Du er modig, sagde et af IAKs medlemmer til mig, da han havde læst mit blogindlæg. Men han var nu alligevel ikke afvisende overfor tanken om, at der måske er en sammenhæng mellem ledighed og en status som single. Hans bud var, at mange mennesker finder deres partner på arbejde eller i arbejdsrelaterede kredse. Da en del ingeniører arbejder i brancher, hvor der er væsentligt flere mænd end kvinder, møder de i arbejdssammenhænge færre mennesker med partnerpotentiale.

Udadvendthed er ikke nødvendigvis en styrke
Per H. skriver meget relevant om, hvor vigtigt førstehåndsindrykket er, og hvor svært det kan være, når man bare ikke har ”det” – både i forhold til en arbejdsgiver og en partner. Per kommer også med en god måde at komme ud over det; nemlig ved at være vedholdende. Hvis du ikke kan tage folk med storm, må du langsomt arbejde dig ind på dem. Man må prøve at vise andre sider end den ekstroverte.

I dialogen med en virksomhed, tror jeg, at man med fordel kan tage tyrene ved hornene og åbent gøre opmærksom på, at udadvendthed ikke nødvendigvis er en styrke. Til gengæld skal man så fremhæve de faglige sider, der er stærke. Er der ikke også mange af os, der er faldet for en partner, selvom det ikke lige var kærlighed ved første blik?

Er singler mere risikovillige?
Både Maiken og Lise er inde på, at der er mere solid stabilitet i folk, der er i et langvarigt forhold. De bliver ikke så ofte opsagt, og når det sker, er deres motivation for at finde et job ikke bare rettet mod dem selv, men også mod en etableret familie og dens behov. Min erfaring kan hverken be- eller afkræfte dette, men betragtningen er interessant. Er singler f.eks. mere risikovillige og dermed mere udsat for ledighed?

Jeg tror, at der i høj grad er tale om, at nogle enlige mangler ”en sikker havn”. Vi kender vel alle sammen det, at vi af og til har brug for, at der er nogen, der gider lytte eller give lidt støtte og medspil, når det ser sort ud. Hvis man ikke har en partner og måske heller ikke et netværk, man kan være fortrolig med, tror jeg, at man som ledig nemt kan arbejde sig ind i nogle negative cirkler. Mit bud er, at man må blande sig, hvor ligesindede er; f.eks. IDAs faggrupper og kurser. Det er nok ikke der, at man lige med det samme finder en fortrolig partner, men det giver frisk inspiration.

Venlig hilsen
Morten Esmann

”De mænd, der siger, at familien er vigtigst, lyver”

Få mit svar på hvorfor jeg mener, at mænd bliver hårdere ramt af en fyring end kvinder og giv dine input til, hvad man kan gøre for at undgå, at nogle mænd ryger ud af jobmarkedet.

Venlig hilsen
Mogens Nørgaard
Administrerende direktør, MIRACLE A/S

►

En introduktion, en præsentation og en agenda

Man kan vel passende starte denne blog med et introduktionsindlæg, et metaindlæg om de kommende indlæg, om formålet med mine indlæg, og hvad jeg gerne vil opnå, og hvad du som læser kan forvente at få ud af dem.

Men først en præsentation af mig selv.

Uden at der skal gå megen støttegruppe over det, så hedder jeg Mohammad, er 28 år gammel, nyuddannet og er arbejdsløs… Eller måske mere korrekt, jeg er jobsøgende, for jeg er i arbejde under løntilskud, og jeg ved ikke om man kan kalde sig nyuddannet når det næsten er et år siden man blev færdig. Måske er jeg bare Mohammad, 28 år.

Jeg er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet med retningsbetegnelsen Teknisk Fysik. Hvad det egentligt indebærer, og hvad jeg egentligt kan, er en længere forklaring, som jeg ikke er 100% afklaret omkring, men faktum er, at jeg er nørd med stort N, og er glad for det.

Tankerne bag mine blogindlæg er, at jeg én gang om ugen vil  fortælle lidt omkring min jobsøgningsproces. Hvordan holder jeg mig i gang, hvilke tanker gør jeg mig undervejs, hvilke udfordringer der er, og forhåbentligt, hvordan jeg kommer igennem dem.  Jeg forestiller mig ikke, at jeg kommer med en masse af brok, jeg forestiller mig heller ikke, at jeg skal prædike om hvad der er rigtigt eller forkert, men jeg vil fortælle om, hvad jeg går igennem på godt og ondt. Vi ses i næste uge.

Venlig hilsen

Mohammad Ajine

”Du kommer ingen vegne med at have det nemt”

Det var overskriften på en artikel, som jeg fik af én ledig ingeniør, til ét af de rådighedsmøder jeg afholder. Artiklen er skrevet af Lucy Kellaway, og handler i bund og grund om, at modgang styrker.

Overdreven Lykke Syndrom

Artiklen tager udgangspunkt i det syndrom, som især rammer teenagedrenge, der er født under en heldig stjerne, nemlig OLS – Overdreven Lykke Syndromet, og hvor patienternes motto er DGJI – Det Gider Jeg Ikke. 

Lucy Kellaway nævner en række kendte iværksættere, som har drevet det vidt på trods af svage sider og modgang i livet. Lucy Kellaway mener derfor, at vi i stedet for udelukkende at fremhæve vores stærke sider i en jobsøgningssituation, skal til at prale af vores svage sider, for det er her styrken ligger. Som eksempel nævner Lucy Kellaway Virgin-imperiets grundlægger, Richard Branson, der ikke ville være så opsat på at vise sit værd, hvis han ikke havde været ordblind og haft ry for at være lidt sløv i optrækket. 

Hvad lærte jeg selv af min ledighedsperiode?

Artiklen og det faktum, at det var et ledigt medlem, som gav mig den, fik mig til at tænke til på min egen ledighedsperiode, og hvad jeg egentlig lærte af den periode af mit liv. En af de ting jeg har taget med mig er – at det går nok. Selv om det er hårdt at søge job, så skal det nok lykkes, måske når jeg mindst venter det.

Hvordan ser du på dine perioder, hvor du har været/er ramt af modgang? Hvad har du lært af dem? Og gør den læring at du trods alt kan gå styrket ud af f.eks. en ledighedsperiode?

Med venlig hilsen

Marie Falk Nybo

 

Hvilke job skal du gå efter?

For at kunne svare på det spørgsmål er der en lang række ting, du skal overveje. Det handler denne video om. I videoen stiller jeg en række spørgsmål, som du kan svare på. Dem kan du også finde her.

God fornøjelse, Marie

 

►

Fredi Falk Vogelius’ video Begynd med slutningen.

Åbent svar til beskæftigelsesminister Inger Støjberg

Jeg glæder mig i denne tid!

Kære Inger Støjberg,

Hvor blev jeg glad, da der kom brev fra dig. Ja, vi blev næsten helt euforiske her i afdelingen! Tak for det – vi kan nemlig godt lide positive tilbagemeldinger.

Du skriver til mig, at du gerne vil være ansvarlig for mit arbejdsområde, men at jeg skal henvende mig i min lokale afdeling i Ledig A/S for at finde min chef. Ved du hvad Inger? Det har jeg prøvet! Men folk her i afdelingen er ved at være overanstrengte og er ved at gå helt i selvsving over hvor kompliceret arbejdsopgaverne er ved at blive. Der er så mange regler og procedurer, forstår du, at man virkelig skal gøre sig umage for ikke at gøre noget forkert. Så du må bære lidt over med min lokale chef, han har så meget at se til. Men jeg kan forstå på dit svar til mig, at du – selv om du allerede har gjort meget for at forbedre vores arbejdsmiljø – gerne vil se på vores arbejdsprocesser endnu en gang og at der vil komme en rapport senere fra din afdeling. Det glæder jeg mig meget til at høre mere om her op til jul. Faktisk er jeg vildt imponeret over, at du kan holde til at arbejde koncentreret med reglerne i så lang tid. Det giver mig håb om, at det nok skal lykkes at rette dem ud på et tidspunkt. Det var aldrig gået ovre i Beskæftiget A/S, de ville være løbet skrigende væk eller have smidt nogle af reglerne ud. Men sådan er vi jo ikke i Ledig A/S – vi er ihærdige og bliver ved og ved, det bedste vi har lært.

Jeg er faktisk lidt smigret over, at du skriver til mig, og at du synes om min humoristiske tilgang, men er da i øvrigt lidt trist over, at det ærgrer dig, at jeg ikke synes, at Ledig A/S’s indsats for at få udstationeret konsulenter ovre i Beskæftiget A/S er god nok. Det må du altså endelig ikke lade dig gå på af – jeg ved jo, at du gør dit bedste, og at det er svært at lave aktivt salgsarbejde hele tiden.

….Ja, sådan kunne humoren og ironien fortsætte med at være budbringere. Men som så ofte før er der mere, der er også en alvor bag ordene, som gerne vil pakkes ud og have sin helt egen stemme. En stemme, der håber på, at det kan lykkes at komme bag om retorikken, ind til der hvor der bare lyttes, og eftertænksomheden råder for en kort stund. En stemme, der ikke vil ynke eller være bitter, men som også gerne vil fortælle, at det er svært at være ledig. At det er katastrofalt at miste sin jobidentitet og gå fra at være en del af samfundet til at være udstødt. At det er opslidende at blive italesat som en belastning for samfundet – som én, der er under stadig mistanke for at være bedrager – som én, det hele tiden er nødvendigt at overvåge og at møde med mistillid. Det tærer naturligvis på de menneskelige ressourcer og giver grobund for angsten, usikkerheden, frygten for fremtiden og “klarer jeg det?”-følelsen i en situation, hvor den enkelte har brug for alle kræfter for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Dette synes, den alvorlige stemme, er en meget høj pris at betale. Derfor glæder den alvorlige stemme sig også meget til din rapport Inger, den glæder sig til, at der igen bliver sat fokus på den enkeltes behov og handlemuligheder, ja, på at de ledige bliver italesat som nyttige ressourcepersoner og på, at der i det hele taget bliver set og hørt på den ledige som et menneske og ikke som på en firkant, der skal krydses af i et upersonligt skema….

Ved du hvad Inger? Inden du kan nå at sige “Jamen!” – så får jeg en tanke! Jeg har set i Borgen, at der er gode karriere muligheder i din afdeling. Måske kunne jeg blive praktikant inde hos dig? Tror du ikke, det var muligt at spinne noget sammen til mig? Mine nuværende chefer i lokalafdelingen i Ledig A/S ville blive så stolte over mig, hvis jeg kunne drive det så vidt – måske de ligefrem får bonus for at have fostret sådan en mønstermedarbejder. Så kunne jeg hjælpe dig med at afskaffe alt bøvlet – jamen tænk Inger, hvad det ikke kunne skabe af opmærksomhed om vores fælles sag – noget jeg ved, du og dine kollegaer holder så uendeligt meget af.

Indtil jeg hører fra dig, vil jeg glæde mig til, at du kommer og præsenterer den nye forenklede strategi og de tilhørende organisationsændringerne for os alle i Ledig A/S – måske vi mødes der? – og så endda her op til jul!

Jo, jeg glæder mig i denne tid!

 

Venlig hilsen

Torben Schmidt

 

PS. Jeg sender som sidst lige mine tanker som brev til dig.

Hjælp! Jeg har fået job!

Det sker med jævne mellemrum, at jeg sidder med ledige medlemmer i stress- eller coachingregi, der føler sig stressede ved tanken om at skulle komme i arbejde. For manges vedkommende kommer det rent faktisk som et chok, at de føler sig så pressede over endelig at skulle være lykkedes med jobsøgningen efter måneders endeløse ørkenvandringer i ledigheden.

Når vi så får åbnet lidt mere op for posen, er det meget ofte, der dukker sætninger op som: ”Hvad nu hvis jeg ikke kan holde til det?” eller: ”Det er jo så længe siden, kan jeg nu leve op til forventningerne?”

Reaktionerne er forståelige nok. I løbet af ledighedsperioden har man vænnet sig til et andet tempo, og med et job skal man pludselig op i gear og ikke mindst leve op til et hektisk arbejdsliv igen. Noget mange oplever som ret uoverskueligt at tænke på, lige indtil de er kommet i gang igen. Værre er det, når nogle bliver så påvirkede, at de ubevidst begynder at sabotere deres jobsøgning af angst for at få et job!

Det kan være man undlader at kontakte en potentiel arbejdsgiver, som ens netværk har anbefalet. Eller man søger jobs, man inderst inde godt ved, man ikke vil komme i betragtning til.

Angsten for succes kan være ligeså lammende som angsten for at fejle. Succes kan være skræmmende, fordi det involverer forandring. Med succes kommer der udfordringer og ansvar, og igen konfronteres vi med ledighedsstressen: Som jobsøgende er jeg bange for at ingen vil have mig, og når jeg har fået job er jeg bange for ikke at kunne slå til.

Nu har jeg oplevet flere medlemmer, der har givet udtryk for bekymringer om at skulle i job igen, og jeg ville derfor gerne høre jeres kommentarer her.

Når netværket er begrænset

Du skal bruge dit netværk, når du søger nyt job. Det har du sikkert tit hørt, måske også fra mig. Alle undersøgelser viser, at rigtig, rigtig mange job besættes via netværk uden om de ”officielle kanaler”

Men hvad gør du, hvis du synes, at dit netværk er begrænset? Du starter et selv!

Ledige IAK medlemmer er i øjeblikket i gang med at etablere netværk sammen med IAK – der er et i København, i Odense, i Viborg og et for maskinmestre. Men det behøver ikke at stoppe her, for du kan også være med. 

Hvilke netværk er du med i? Og hvad får du ud af at være med i et netværk? 

Med venlig hilsen

Marie Nyboe

Mit liv på tørresnoren

Det er blevet efterår med regn og rusk og træerne er i gang med at smide pelsen. Jeg føler også vindene fra de skiftende retninger og det mere barske klima. Jeg har en fornemmelse af, at mit liv er sat til skue og frit kan fortolkes og beskues fra alle vinkler af mig selv og andre. Jeg har det, som om jeg hænger på tørresnoren og bliver kastet hid og did, mens jeg krampagtig forsøger at fastholde grebet om en snor, der i perioder snerre og gør ondt i håndfladerne, men som samtidigt er min tro rejsekammerat.

De usikre fremtidsudsigter blandet med sikkert gode og meningsfyldte holdninger fra mange om hvad, der er godt for mig og min fremtid blandet op med mine egne spraglede forsøg på at samle brikkerne i mit eget livs puslespil puffer mig i forskellige retninger – frem og tilbage i uharmoniske figurer. Systemer, som med vindstød af orkan styrke fra skiftende vindretninger forsøger at ensrette mig og få mig ned af snoren og sendt i samme retning, som alt andet løsrevnet, får mig til at baske, her på snoren, på en måde som min krop og forstand ikke kan magte. Undertiden kommer min krop til at hænge i akrobatiske positurer, som angiveligt må få beskueren til at undre sig over, om manden på snoren er ved sine fulde fem: ”Nå han er nok heller ikke en af os – men en af dem, som bruger tiden på at hænge til tørre på snoren!” – synes dem derude at tænke, mens de skyndsomt haster videre i deres egen virkelighed.

De mange forsøg på at blæse mig af snoren gør mig tyndhudet og nedsætter min modstandskraft til at kunne holde fast og undgå at miste grebet i min tørresnor eller ryge i hegnet, som tørresnoren er blevet placeret bag. Den tørresnor, som på en gang snerre og gør ondt, men som for tiden også er min livline og som jeg i perioder med stille vejr forsigtigt krabber mig rundt på. Min ellers veludviklede evne til selv at skifte retning og kunne vende ryggen mod regnen, når det bliver for meget og ansigtet mod solen når den titter frem i sine sjældne stunder her om efteråret, bliver i perioder sat ud af kraft eller svækket i de kolde nætter.

I perioder, hvor det ikke blæser så meget og solen skinner, får jeg samlet så mange kræfter, at jeg faktisk kan sætte det hele i svingninger på snoren – alle de andre tøjstykker hopper og danser – mens jeg får sat nok skub i mig selv, så jeg kan svinge så højt, at jeg kan se ud over hegnet. Når jeg hænger deroppe bredes mit syn ud. Jeg ser liv og muligheder og selvom det er koldt, så breder der sig en indre varme og optimisme – jeg begynder at føle, at jeg er mig igen.

Virkelighed for mig er, at jeg i perioder på snoren har brug for at blive mig – at være mig, at turde tørre med mine forudsætninger – og finde mit eget svingningsmønster, finde min egen harmoni, som gør det mere harmonisk. Det bliver mere og mere klart hvor vigtigt – faktisk nødvendigt – det er at finde min egen vindretning, så jeg ikke bliver ofret og blæst af snoren, så jeg ikke bliver hudløs og følelsesløs af at hænge her på snoren. Hvis nogen vil hjælpe, så er det denne proces, som skal støttes, så skal jeg nok selv slippe grebet og klatre sikkert ned fra snoren, ned på jorden og lande på begge ben.

Venlige hilsner
Torben