Arbejde mellem fjeld og fjord

 

 

Min oplevelse med at arbejde i udlandet startede i 2008 da jeg mod slutningen af civilingeniørstudiet tog et semester som udvekslingsstudent ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim.

Det handlede vel mest om at få en mulighed til at komme en masse på fjeldet i weekenderne, men jeg lærte en masse alligevel og træf samtidig en sød norsk jente. Så da jeg efter udvekslingsopholdet fik gennemført specialet i København, rejste jeg straks op til Trondheim igen, da hun fortsat havde et år tilbage af sit studie.

Norge kunne vel være et lige så fint sted at starte sin karriere som i Danmark, tænkte jeg. Specielt fordi Trondheim af de fleste bliver anset som landets centrum for forskning og udvikling af ny teknologi.

På grund af specialet, og de samtidige forberedelser til en krydsning af Island på ski, fik jeg ikke prioriteret at søge efter job på forhånd. Det skulle jeg komme til at fortryde lidt, da det på trods af ganske gode karakterer ikke var så lige til at få fodfæste på et arbejdsmarked, som selv i Norge var mærket af den globale økonomiske krise. Og specielt ikke uden netværk, erfaring eller en klingende norsk dialekt. Men med en kombination af stædighed og heldig timing fik jeg dog landet et fantastisk job via en uopfordret henvendelse og i alt fire “indsalgsmøder”.

AKUT ingeniørmangel i Norge
I dag er arbejdsmarkedet et helt andet og præget af akut ingeniørmangel. Det gælder generelt, men specielt ses dette indenfor olieindustrien, hvor markedet støvsuges for folk med relevant teknisk spidskompetence. Hovedkanalen for annoncering af jobs i Norge er via http://www.finn.no/ (Norges svar på den blå avis), men mange nyuddannede rekrutteres allerede under studiet via jobmesser og lignende.

På jobbet har jeg oplevet en enorm tillid fra min nærmeste leder, hvilket specielt i starten førte til et utal af rejser rundt om i Norge, hvorved mit professionelle netværk på kort tid blev markant udvidet. Privat engagererede jeg mig i den lokale fjeldsportsgruppe og kom derfor på kort tid på nært hold af de lokale på deres hjemmebane. I Norge har man en stærkere tradition for frivilligt arbejde, end jeg kender til fra Danmark, hvilket er en perfekt indgangsbillet for at få skabt sig et personligt netværk. Kulturelt er nordmænd meget lig danskere syntes jeg og tager det for det meste ganske afslappet. Mit indtryk er også at arbejdspladser i hovedsag har ganske flade strukturer. Den største udfordring har for min del været afstanden til familie og venner i Danmark på trods af Skype og direkte flyruter. Nå ja, og så har mit skriftlige dansk vist fået et knæk da de to sprog er så ens på skrift (-:

Venlig hilsen
Peter Friderichsen
Trondheim, Norge

IDAGlobal.dk – IDAs virtuelle verdenskort og rådgivningssite

I disse dage er vi i IDA i fuld gang med at lægge sidste hånd på det, vi kalder IDAs Virtuelle Verdenskort. Vi har gennem det sidste halve år arbejdet på at samle mest mulig nyttig viden og information om alt fra landespecifik viden om løn og vilkår, til sociale og faglige netværk, praktiske forhold, jobsøgning og medlemsfordele i IDA på et lækket og overskueligt site.

Vi går i luften med sitet den 2. april på adressen IDAGlobal.dk. Vi håber at rigtig mange vil bruge sitet og få oplevelsen af, at det bliver lettere som dansk ingeniør at navigere på det globale arbejdsmarked, og finde relevant information og rådgivning om det eller de konkrete lande, der er drømmedestinationen! 

IDAGlobal.dk er udviklet med hjælp fra ti medlemmer i udlandet, som har delt erfaringer og udfordringer fra deres hverdag i udlandet med os ved en række interviews. Udfordringerne omkring praktiske forhold, såsom det at finde en bolig, få oprettet en lokal bankkonto, finde gode skoler m.v. og det at skabe sig et netværk blev nævnt af alle ti medlemmer. Flere af blogindlæggene her på bloggen giver det samme indtryk af, at praktik og sociale relationer er de største udfordringer, når man rejser til udlandet for at arbejde. 

Ud over at vi deler vores viden og giver generel rådgivning om det at arbejde i udlandet, er vores fokus er at gøre det let for medlemmer ude i verden at give gode råd til andre medlemmer. Denne videndeling skal dels foregå via netværk og direkte kontakt fra medlem til medlem, og dels ved at medlemmer kan sende deres gode råd via videoklip, tekst eller links til relevante infosites og netværk med henblik på at dele viden med andre.

Vi håber, at I vil kigge forbi IDAGlobal.dk når den går i luften 2. april, finde relevant information og dele jeres erfaringer og viden med andre ingeniører, der er på vej ud i en global karriere.

Vi ses – See you – Wir sehen uns – Arrividerci!

Lotte Ellegaard Jacobsen
Chef for Global Team, Rådgivning og Forhandling  
IDA

Forholdet til kollegaerne i udlandet

Der er en del ting, som man skal være opmærksom på i forbindelse med en udstationering. Man får nye kollegaer, og disse kollegaer ved intuitivt eller via venner i organisationen, at man som expatriate får en højere kompensation end en lokal ansat. Det kan være løn, bil, hus, skolepenge, hjemrejser, syge forsikringer, pension, ferie. 

Man kan derfor nemt komme i den situation, at ens nye kolleger kigger på en og siger til sig selv, at nu må den nye expatriate vise, at han-hun er pengene værd. Det betyder ikke, at man ikke får de oplysninger, som man beder om, men det kan betyde, at man ikke får de oplysninger, som man ikke beder om. 

Samtidig skal man også være opmærksom på, at det ikke er nemt for an asiat at fortælle, at man ikke er enig med chefen. Så situationen, hvor man ikke får den nødvendige viden, kan skyldes, at man ikke har spurgt eller, at man har sagt noget, som ingen direkte tør fortælle, er forkert. 

Lavere levestandard
Bruttonationalproduktet i ASEAN er på størrelse med Spaniens, mens antallet af mennesker, der lever I ASEAN svarer til antallet af mennesker I Europe. Det betyder selvfølgelig at levestandarden i området ikke er på højde med levestandarden I Danmark. Og det betyder igen, at mange af de ting, som vi anser for selvfølgelige i Danmark, ikke er en selvfølge I ASEAN.

For ikke så længe siden var min kone og jeg ude at gå med vores hunde. Jeg var kommet lidt foran, da vores ene hund er noget langsom. Jeg mødte en dreng på 12 år, der trak sin cykel op ad bakken. Jeg formodede, at han var blevet træt. Min kone derimod så, da hun mødte ham på bakken, at der var noget andet galt. Da hun spurgte, fortalte han, at kæden var sprunget af cyklen. Og hun tilbød at sætte den på. Drengen var helt målløs over, at hun vidste, hvordan man skulle sætte en kæde på en cykel.

Man kan selvfølgelig ikke generalisere, men det er ikke altid, at ingeniører og andet teknisk personale har en general teknisk forståelse. Omvendt er der mange personer, der har det, og som måske ikke har haft muligheden for at udnytte den fordi, der ikke er de samme muligheder for en uddannelse, som vi kender i Europa.  

Det er spændende, at arbejde som expatriate. Der er mange udfordringer ud over ovennævnte, og man får mange spændende og indholdsrige oplevelser, når man får tacklet ens forståelse og ens forhold til lokale kolleger.  

Venlig hilsen
Kell Moll Nieman

Kultur er for hele familien

Jeg har hele mit liv beskæftiget mig med salg og andre mennesker. De sidste 10 år med utrolig meget rejseaktivitet til alle afkroge af verden, så da min familie og jeg for 4½ år siden valgte at blive udstationeret, troede jeg ikke kulturforskelle ville blive en udfordring.

Allerede 2 år før vores udstationering begyndte min kone og jeg at snakke om, at det var en god ide at blive udstationeret. På det tidspunkt nægtede min kone at rejse til lande i Asien eller oversøiske lande, så da muligheden for Østrig kom op, blev det vores kompromis. Jeg fik tilføjet en udstationering til karrieren, og hun var stadigvæk tæt på Danmark. Desuden regnede vi med, at Østrig havde en kultur tæt på vores.

Kulturforskelle
At tilpasse sig arbejdet var let. Jeg kendte de fleste kollegaer, og jeg rejste meget. Desuden var firmakulturen næsten den samme i de forskellige søsterselskaber, jeg besøgte. Hvad vi ikke havde regnet med, var de udfordringer resten af familien blev udsat for.

Specielt det Østrigske skolesystem var anderledes. Jeg vil ikke sammenligne det med vores system fra 60’erne, men lærerne styrede klassen med noget, der var tættere på pisken end guleroden. Allerede efter få uger var vores 3 børn skrækslagen for at komme i skole, hvis de ikke havde lavet lektier. Til gengæld var der altid ro i klassen. Vores teenagedatter brugte 8 mdr. til at indfinde sig med den måde kammeraterne gik klædt og satte frisuren, hvilket igen var total anderledes end i Danmark. Det var ikke let, men den dag i dag, går hun selv til bal i Østrigsk folkedansdragt.

Min kones oplevelser af den Østrigske kultur var mest igennem det offentlige system i Østrig. Her var udfordringen ”ordnung muss sein”, og derfor følger man procedurerne og systemet til punkt op prikke, hvilket til tider var ved at drive hende til vanvid. Heldigvis fungerer systemet, og da vores datter havde en skiulykke virkede systemet perfekt og den dag i dag, løber hun rundt med to nye korsbånd.

Videre til Ungarn
Efter 3 år rejste vi til Ungarn, hvor familien igen fik nye udfordringer. Børnene kunne ikke lide alle de fattige, der tiggede ved lyskrydsene. Når vi nærmede os et af de kritiske lyskryds gled vores yngste drenge ned i sæderne for at undgå at se tiggerne.

Denne gang fik jeg også selv kulturelle udfordringer. Ungarn er et utroligt maskulint samfund, der sammen med et levn fra den kommunistiske fortid, påvirker den måde en organisation fungerer. Som dansker, hvor den demokratiske proces og konsensus er vigtig, udfordres ens kerneværdier tit, og det kan være svært ikke at gå på kompromis og indordne sig efter den Ungarske maskuline ledelsesstil.

Moralen og erfaringen er, at i det ene land, kan den største kulturelle udfordring være familiens, imens det i andre lande kan være i forbindelse med ens arbejde. Da det for det meste er den arbejdende, der er mest motiveret for udstationeringen og dermed også lettest tilpasser sig til den nye kultur, skal man ikke underkende resten af familiens evne til at acceptere de kulturelle forskelle.

Bliver man tilbudt kultur-træning skal man helt sikkert tage imod, og man skal udnytte alle chancer til at snakke med andre, der har været udstationeret i det pågældende land. Når det er sagt, må man ikke glemme, at man selv om man får at vide, hvad udfordringerne er, ved man ikke hvordan man vil reagere, når man står midt i kulturforskellen.

Det der redede vores første udstationering, var vores enighed som forældre til at give det en chance på mindst et år. Alle skal igennem en nedtur, men giver man op på vej ned eller i bunden, oplever man heller ikke opturen og de medfølgende positive ting ved en udstationering, der helt sikkert giver nogle uforglemmelig minder for livet.

Venlig hilsen
Szia Bo Mortensen

Professionel udvikling og personlige udfordringer

Et udlandsophold er en fantastisk mulighed for professionel udvikling. En mulighed, der ofte overskygger de personlige udfordringer, der følger med at forlade familie og venner for et par år i udlandet.

Personligt var det svært for mig at tage stilling til de personlige udfordringer, som et udlandsophold kan bringe midt i glædesrusen over at få tilbudt mit drømme-job, stresset med at få lejligheden lejet ud og pakke mit liv ned i to kufferter.  

Efter to måneder i guds eget land gik virkeligheden dog lige så stille op for mig. Familien var pga. tidsforskellen ikke længere kun ét telefonopkald væk. En god snak og en øl over en fodboldkamp var lige pludselig 8 timers flyvetur væk og den traditionelle bodegatur efter arbejde om fredagen, var blevet erstattet af en længere arbejdsdag. Min omgangskreds var blevet reduceret til kollegaer, den flinke receptionist på hotellet og netflix.

Heldigvis var der råd for min situation – og med ganske få justeringer af min hverdag, så verden lige pludselig meget anderledes ud. Jeg tror, at alle vil kunne finde sig godt til rette i nye omgivelser ved at følge disse få ganske simple råd:

Gå ud i hverdagen!
Lad være med at spise hjemme i lejligheden eller på hotellet. Gå ud og find nye restauranter, vær ikke bange for at spise ude selv – på de fleste restauranter er der en bar indrettet til præcis det formål. Snak med bartenderen – det er altid rart at have en samtale med en, der ikke er en kollega, og du ved aldrig hvem, der står på den anden side af baren.

Meld dig til en ugentlig aktivitet
Det kan være sport, aftenskole eller yoga – at have en ugentlig ”aftale” er en motivation til at komme ud og møde nye mennesker. Vær ikke bange for at prøve noget nyt – det værste, der kan ske, er, at du finder ud af, at det ikke er dig.

Meld dig ind i udenlandske ”meetup” grupper
Meetup grupper er meget simple – de handler alle sammen om at møde nye mennesker alt imens, man laver noget sjovt. Det kan være alt fra hikes i naturen, over at prøve kræfter med sin kunstneriske side, og til at mødes til happy hour på den lokale. De mennesker, du vil møde til meetup-arrangementer, er en god blanding af lokale, der gerne vil møde nye mennesker, og folk som dig selv, der lige er flyttet til området og prøver at skabe en ny omgangskreds. Der er garanti for at møde en masse nye bekendtskaber – og en ret god mulighed for at bygge venskaber. Start eventuelt på www.meetup.com.

Meld dig ind i danske kontaktgrupper
Der er mange danskere, der er i præcis samme situation som dig. Det danske netværk Dabgo er et godt sted at starte. Personlig har jeg ikke selv haft tid til at mødes med danske grupper, jeg har meldt mig ind i – men det lyder til, at det månedlige ”stambord” i 40 forskellige byer over hele verden, bestemt er et besøg værd.

Mit vigtigste råd er, at huske at nyde, hvor du er, kom ud og oplev noget og vend dig til altid at have “ja-hatten” på – ellers risikerer du, at sige nej til et brag af en oplevelse! 

Venlig hilsen
Søren Blond Daugaard, New York

Forventninger – oplevelser – erfaringer

Jeg hedder Lasse Bigum, er 30 år og var i 2011 udstationeret 1 år i Taiwan fra Cambridge Silicon Radio’s danske kontor i Aalborg til kontoret i Taipei. Jeg arbejder i vores afdeling for teknisk support, hvor vi integrerer vores software på kunders platforme. Jeg blev i 2007 uddannet som Datalog fra Aalborg Universitet. Jeg har altid været glad for at rejse og møde andre kulturer, og selvom jeg i flere omgange havde været i Asien med arbejdet, var der meget jeg ikke forstod og som fascinerede mig, og det var derfor jeg takkede ja til en udstationering.

Forventninger
Jeg håbede, inden jeg tog af sted, at jeg ville få mulighed for at lære en række taiwanesere at kende ved siden af arbejdet, og at de ville kunne introducere mig til kulturen, landet og (noget man ikke må glemme i Taiwans tilfælde) maden.

Der var en anden dansk kollega udstationeret på Taipei kontoret også, og ham gik jeg godt i spænd med, og jeg forventede at bruge en masse tid med ham og hans vennekreds, men var bevidst om, at jeg ville skabe mig min egen sociale cirkel.

De lokale kollegaer ville jeg gerne lære at kende og forstå bedre – da deres arbejdsmåder og mails til tider forvirrede mig, imens jeg sad på kontoret i Danmark – jeg tænkte ligefrem “hvad er det, de ikke forstår”.

Oplevelser
Efter året var gået, endte jeg med at have deltaget i en lang række aktiviteter, og havde netværket med mennesker, jeg slet ikke havde forestillet mig, inden jeg tog af sted. Jeg deltog i en irsk sportsgren (Gællisk fodbold), gik til Øst-Vest kultur-introduktion, var på wellness kurophold i en nationalpark, deltog i diskussionsklub, CouchSurfede, deltog i flash mobs, og utallige andre begivenheder.

Sport og CouchSurfing.com var to fantastisk værktøjer til at møde folk, og Facebook var godt til at holde kontakten med både folk ude og hjemme samt holde styr på sociale aktiviteter. Mit primære værktøj til networking var faktisk CouchSurfing.com – der kommer mennesker i alle aldre, fra alle livets retninger, sammen på kryds og tværs af kulturer. Det er et godt sted at lære om udflugter til kulturelle steder/begivenheder, om sociale arrangementer (byture bl.a.), at stille spørgsmål, og i det hele taget bare at møde folk.

Folk i Taiwan er utroligt åbne, søde og rare og velkommende, så det at møde folk, lære om kulturen, maden, folket og historien var meget lettere, end jeg havde turdet håbe på. De fleste taiwanesere er buddhister eller taoister og der går meget tid, for de ældre generationer i hvert fald, med at bede og gå i templer. Det er en speciel stemning, som skal opleves. Mad er også en meget stor del af kulturen, og man går oftest ud og spiser til både frokost og aftensmad, hvilket giver gode muligheder for at snakke med folk.

Yngre taiwanesere har et bedre engelsk end den ældre generation, men mange snakker kun meget dårligt engelsk, så det at lære basale ord for mad, penge og retninger er en stor hjælp og viser, sammen med en god appetit på mad, at man går op i den lokale kultur. Ved at kaste sig ud i tingene og ikke være bange for at tabe ansigt får man sig hurtigt nogle grin, og folk er generelt utroligt søde til at hjælpe en, så jeg er blevet mange uventede, men gode, oplevelser rigere.

Generelt kan det siges, at hvis du viser interesse, så kvitterer de med hjælp, spørgelyst og selskab.

Erfaringer
Min udstationering har lært mig en masse om Taiwans kultur og historie, men også meget om det at møde andre kulturer generelt. At forstå folks kultur er at forstå folk, og en god måde at vise respekt på for dem og deres land.

Med hensyn til de lokale kollegaer viste det sig, at der var meget jeg ikke forstod om dem: kulturelle forskelle, hierarki på arbejdspladsen, sociale strukturer, og forhold til kunderne. Jeg har lært at forstå dem, og derfor bedre imødekomme deres problemer og udfordringer, hvilket gør vi arbejder bedre sammen i dag.

Mit netværk i Asien og Taiwan kan jeg ikke direkte bruge i mit daglige arbejde i Danmark udover at jeg bedre forstår mine kollegaer derude. Men næste gang jeg skal på forretningsrejse i Asien vil jeg kunne trække på mine erfaringer.

Hvis du har spørgsmål til Taiwan og min udstationering er du velkomne til at skrive på lasse@bigum.org.

 

Venlig hilsen
Lasse Bigum

Japan – en meget anderledes kultur

I 1997 blev jeg tilbudt stillingen som direktør for firmaets kontor i Tokyo. Jeg var meget interesseret men kun, hvis min kone var villig til at sige sit job op. Det var en hård beslutning for hende, for hun var meget glad for sit job og ønskede ikke helt at holde op med at arbejde og var ikke sikker på, om hun kunne finde job i Japan.

Efter at havde været på orienteringstur til Tokyo, besluttede vi at tage udfordringen op og rejse. Vi solgte vores hus for at undgå problemer, når vi selv skulle bo så langt væk.

I Tokyo (som i mange andre storbyer) er der mange udlændinge, som bor i et rimeligt afgrænset område af byen og her ligger bl.a. Tokyo American Club (TAC), hvor man kan møde andre og få råd og etablere et netværk. Min kone fik kontakt til en ejer af et headhunting bureau gennem TAC, og hun endte som Vice President af dette firma, inden vi rejste tilbage til Danmark.

Vi tilmeldte os hos den danske ambassade og fik en liste over danskere der havde registreret sig i Japan. Det er et godt udgangspunkt for hurtigt at opbygget et netværk samtidig med at ambassaden vidste, at vi var der, hvis der skulle ske alvorlige jordskælv eller andet.

Tålmodighed på prøve
Før vi rejste satte vi os ind i japansk kultur og specielt hvordan, man opfører sig i forretnings sammenhæng og privat. Omfattende høflighedsfraser og -procedurer er ikke til at komme udenom i Japan. Det kræver tålmodighed at komme til sagens kerne, og når man når dertil, er det vanskeligt at aflæse signaler, og helt præcis forstå, hvad der bliver sagt, for japanerne kan ikke lide at sige nej ligeud og deres ansigtsmimik er intetsigende.

Ligeledes er beslutningsprocessen for at indgå en forretningsaftale mellem to firmaer meget mere omfattende og tidskrævende end vi kender til i Danmark, da der er flere niveauer i en japansk organisation, som skal involveres før den ”store” leder kan skrive under. Vi må erkende, at sådan er det, og sideordnet bearbejde de nødvendige niveauer i en organisation, hvis muligt.

Let at tilpasse sig
Sproget var et problem, men for at lære lidt gik vi til Japansk undervisning, og lærte nogle grundlæggende ting, så vi kunne spørge, hvad ting kostede, bestille en menu, dirigere en taxi, etc. Japanerne er meget imødekommende, hvis man prøver at udtrykke sig på deres sprog, MEN forretninger skal laves på engelsk.

Det var ikke vanskeligt at tilpasse sig i så stor en by med mange udlændinge og et kæmpe udbud at forretninger og seværdigheder. Der er endvidere den fordel for udlændinge, at Tokyo har lav kriminalitet i modsætning til f.eks. Mexico City eller São Paulo.

Japan er et smukt land med gammel kultur, så der er rig mulighed for sightseeing. Der er masser af internationale skoler, men skolegang er meget dyr i Japan.

Vi havde en god og lærerig tid i Japan, og kan kun opfordre andre til at tage udfordringen op og prøve at arbejde i et fremmed land.

Venlig hilsen
Per Strømsted

Expat Qatar – kvindelig ingeniør i et muslimsk land

Når datoen passerer den 1. april i år er det 5 år siden, jeg forlod Danmark og rejste til Qatar for at begynde nyt job og andet liv som expat. 5 år lyder af meget, men tiden er fløjet af sted, og jeg kan ikke selv forstå, at der allerede er gået 5 år.

Forskellen fra Danmark til Qatar er stor, og det er svært at forestille sig inden, man har prøvet det, hvilket sikkert gør sig gældende for de fleste lande, hvor kulturen er markant anderledes end derhjemme.

Som kvindelig maskiningeniør indenfor olie/gas offshore industrien i et muslimsk land (som dog er rimelig liberalt), har der været godt med udfordringer, hvilket til tider sætter ens tålmodighed på prøve (eksempelvis skal man vænne sig til at blive tiltalt ’Sir’ også selvom, at man står overfor personen ), men det har givet en rigtig god bred erfaring såvel fagligt som personligt.

Qatar er et muslimsk arabisk land, forholdsvist lille omkring samme størrelse som Sjælland, med mange forskellige bosiddende nationaliteter, der bor omkring 1.7 mio mennesker, hvoraf kun omkring 300,000 er nationale qatari’er, resten er udefra kommende labour og expats. Klimaet er selvfølgelig anderledes i denne lille ørkenstat med sol og varme næsten året rundt.

Kulturforskelle – ja kan betyde nej
Arbejdsugen hernede er fra søndag til torsdag, og det i sig selv er en tilvænningssag, som lige tager noget tid at vænne sig til. Det virker i starten underligt at tage på arbejde om søndagen, sædvanligvis kan man heller ikke få fat på virksomheder i eksempelvis Europa om søndagen, hvilket nogen gange kan være problematisk.

At lære at håndtere kulturforskelle er virkelig en kunst i sig selv, tingene fungerer nu engang ikke på samme måde som derhjemme. Eksempelvis er et ’ja’ ikke nødvendigvis et ’ja’, hvilket jeg kæmpede meget med i starten. Det, man skal forstå, er, at nogle andre nationaliteter faktisk ikke tør sige ’nej’, selvom de egentlig godt ved, at de ikke kan overholde en aftale, så vælger de at sige ’ja – inshallah’, som betyder noget i retning af ’ja – om Gud vil’. Her vil man være nødt til igen og igen at spørge, om de nu også er sikre på, at de kan overholde eksempelvis en vis leveringstid samt trække skarpe linier op for konsekvensen af, at aftalen ikke overholdes til aftalt tid samt fortælle, at man egentlig foretrækker, at de siger ’nej’ frem for ’ja’, hvis de ikke magter opgaven.

Bureaukrati er en del af gamet
Hvis de givne linjer ikke følges meget firkantet, kan det hele ende op i hat og briller. Nogle nationaliteter arbejder kun indenfor deres givne rammer, ikke dermed noget dårligt, for de udfører som regel et fantastisk stykke arbejde indenfor deres afgrænsede område. Men de kan ikke tænke ud af boksen, hvilket man fra en dansk arbejdsplads slet ikke er vant til og det kan til tider give nogle sammenstød.

Der findes ikke jyder, fynboer og sjællændere i udlandet
Personligt har mit ophold i udlandet givet meget i form af større åbenhed og tolerance overfor andre nationaliteter, men også overfor andre danskere. Man bliver mere bevidst om, hvor man kommer fra, når man er ’langt’ væk hjemmefra. Der er større tendens til at invitere folk hjem til eksempelvis en awb (populær forkortelse for After Work Beer efter ugen er omme) eller samles til et eller andet uformelt, end man ville gøre derhjemme. Danskere hjemme i Danmark er egentlig et meget lukket folkefærd. En anden sjov ting er, at der i Danmark findes jyder, fynboer, sjællændere osv., hvor der i udlandet bare er danskere.

Jeg kan kun opfordre alle til at tage af sted, hvis chancen byder sig for arbejde i udlandet. Det udvider ens horisont, og man får meget med sig i rygsækken af oplevelser, som giver en god ballast og erfaring, såvel arbejdsmæssig som personligt. Jeg er også sikker på, at min datter har fået en god start i livet. Ved at gå på en international skole, har hun lært åbenhed og tolerance overfor andre nationaliteter og deres forskelligheder.

For mit eget vedkommende vender jeg tilbage til Danmark til sommer 2013 for en periode. Hvor lang tid  jeg bliver hjemme i Danmark, vil tiden vise, men det er sikkert, at jeg gerne vil af sted til udlandet igen.

Venlig hilsen
Birgit Eun-Joo Brandt

 

Længere arbejdstider og behovet for en forstående familie..

Jeg blev opfordret til at søge en stilling i en virksomhed i Singapore – det var motivation nok for mig til at prøve kræfter med udlandet. Jeg kendte firmaet fra forbindelsen til mit eksisterende job, og ville gerne prøve noget nyt for en periode på to år.

Det blev til en ansættelse på over 27 år.

Jobbet bestod i at være ansvarlig for en konstruktionsafdeling i Singapore, der dækkede design af kraner og andre konstruktioner for firmaet, der udover firmaet i Singapore, havde firmaer i andre dele af ASEAN. Jobbet udviklede sig således, at jeg ved min pension i slutningen af 2011 efter 27 års ansættelse var ansvarlig for den tekniske udførelse såvel som salget af kraner og komponenter i ASEAN plus Taiwan med en omsætning på knap 500 millioner kr.

For at arbejde i ASEAN skal man være indstillet på at yde i form af, at man kan give de lokale medarbejdere en udvikling. Det vil sige, at man skal kunne lære fra sig. Selvom man taler engelsk, når man kommer til ASEAN, skal man ikke forvente, at man forstår den lokale udtale lige med det samme. Der er ofte brug for en vis tilvænningsperiode til den lokale dialekt af engelsk.

Plads til familien
Ens familie skal være klar over, at arbejdstiden i ASEAN kan være meget længere end i Danmark, så det er ikke plads til to karrierer i familien. Det er desuden slet ikke så sandsynligt, at der er mulighed for at skaffe arbejde til en ægtefælle.

Skoler til ens børn er vigtig, og man skal sikre sig, at ens firma betaler skolepenge, da det kan være ret dyrt. Og man skal betale skat af skolepengene, så hvis man ikke er ansat på en nettoløn, skal man være sikker på, at der er penge til skatten.

Børnepasning bliver ofte klaret ved, at der er en ung pige ansat eller familien tager sig af børnene. Det gør, at man ikke hænger så meget i en klokkestreng, som mange andre medarbejdere kan gøre.

I mit næste indlæg  vil jeg komme lidt mere ind på forholdet til mine udenlandske kolleger og på levestandarden i ASEAN.

Hvis du brænder inde med spørgsmål, så hold dig ikke tilbage med at stille dem.

Venlig hilsen
Kell Moll Nieman

Hierarki og hård disciplin

Januar 2009 flyttede jeg fra København til Houston, Texas med min kone og tre små børn. På overfladen ligner det amerikanske samfund måske meget det danske, men vi opdagede hurtigt, at der er forbløffende store forskelle kulturelt set – positive såvel som negative forskelle.

Hierarki på arbejdspladsen
På arbejdspladsen er der et meget mere tydeligt hierarki i modsætningen til den typisk flade virksomhedsstruktur i Danmark. Arbejdsdagene kan være lange, og det er almindeligt med kun 2-3 ugers ferie om året. Her er få fagforeninger, og de har ringe magt.

Skolen er meget anderledes. Meget hårdere disciplin som vi i første omgang så skævt til, men som børnene overraskende nok tog positivt til sig. Her er der ro og fred i klasseværelset og børnene sætter en ære i at suge lærdom til sig. Der er ikke så megen plads i skolen til det sociale liv og ikke megen fokus på idræt, bevægelse og leg, men det faglige mangler bestemt ingenting.

Ingen begrænsninger
Materiel luksus og overflod. Store biler, store veje, store armbevægelser ingen smalle steder. Man kan spise ude tre gange om dagen, fine restauranter, store menukort, hurtigt store livvidder, hvis man ikke passer på. Men hold op hvor er det befriende let og ligetil. Ingen lukkelove, få begrænsninger. Børnene er velkomne på stort set alle restauranter og har hurtigt lært at begå sig. Serviceniveauet på restauranterne og i butikkerne er mange niveauer over, hvad man oplever i Danmark. Det bliver en af de ting, der bliver svært at vænne sig fra den dag, vi flytter hjem…

Stor mobilitet
Husene er store og rummelige, hurtigt banket op og kvaliteten så-som-så. Men tankegangen er en anden. Man køber ikke et hus på et 30-års lån. Det er meget normalt at købe hus og flytte igen – bare for sjov – efter 4-5 år. Som andre skifter bil så skifter man hus eller område efter, hvad man har lyst til. Der er større økonomisk råderum for den øvre middelklasse (end for danskere generelt) men til gengæld, er der en hær af laverestående sociale klasser, inklusive en invasion af mellemamerikanske, primært mexikanske befolkningsgrupper, der opholder sig legalt eller illegalt, men som holder møllen kørende på mange måder. Folk er mere mobile – det er et stort land og det er ikke usædvanligt at børnene havner geografisk langt fra forældrene efter, at de har endt deres uddannelse eller har gjort sig færdige i deres militærkarriere eller, hvad de nu gør.

Der er stadig liv i den amerikanske drøm
Det er Bilernes land – og der er meget at byde på langs de mange tusinde miles af motorvej. Hvad enten man kører østpå langs golf-kysten til sumpene in Louisiana og Florida eller man kører vestover til bjergene i New Mexico og ørkenen videre vest til Californien eller Nordpå til midtvestens præriestater, så er der store naturperler, som man kun kan forundres og glædes over. Det er nemt at tilgå. Alle steder er der moteller, som man kan betale sig fra en overnatning, og hvor et værelse let rummer en familie med forældre og børn.

Politisk er texanerne generelt langt ude på højrefløjen, men det er befriende at se, at der endnu eksisterer en amerikansk drøm. Det er stadig muligt at arbejde sig op her i mulighedernes land og på trods af religiøs sludder og til tider hysterisk frygt, så er det mest de positive sider, der gør sig bemærket. 

Venlig hilsen
Torsten Ian Smith, Houston, USA